DAS WUNDER VON BERN

 

ÜBERSETZUNG

Uden Helmut Rahns kanonskud seks minutter før tid var miraklet jo ikke sket. Derfor bøjer alle, der kan huske, deres hoved i respekt for Rahn. Men egentlig er der noget trist, i hvert fald vemodigt, over hans liv. Hvad stiller man op med resten af sit liv, når man kulminerer som 25-årig? Hvordan kan man nogensinde igen præstere det umulige: Et nyt mirakel, intet mindre?
Helmut Rahn forstod ikke at opføre sig, som man forventer det af en nationalhelt, sådan som hans gamle anfører på VM-holdet, Fritz Walter, gjorde det. Walter, der døde sidste år, tilbragte faktisk resten af sit liv med at være Fritz Walter. Han var ophøjet til en status som halvgud, højt dekoreret, men beskeden og venligheden i egen person.
Rahn var en glad fyr, der også som topspiller gerne tømte et glas. Og der var ingen ende på alle de mennesker, der gerne bød på et glas, hvis bare »Boss«, som man kaldte ham, ville fortælle om målet i det 84. minut.
To gange blev han taget for spirituskørsel, to gange sørgede landstræner Sepp Herberger for at få ham på benene igen, for landsholdet kunne dårligt undvære »Boss«. Rahn var den type, ethvert hold drømmer om, den lidt halvgale, men gudbenådede spiller, der med en genial dribling, et overrumplende ryk, et skud fra en umulig vinkel, kunne afgøre en kamp.

(Frit efter Jørgen V. Larsens artikel: „Miraklet i Bern“)