NAPOLA

Må en tysk filminstruktør skabe en film, hvori der vises hagekors, samtidig med at underlægningsmusikken tydeligt signalerer håb og optimisme? Må han iscenesætte sin film således, at tilskueren ser positivt på den unge hovedperson, Friedrichs projekt – at blive optaget på en nazistisk eliteskole, en Napola (Nationalpolitische Erziehungsanstalt), der har fået øje på hans boksetalent, og dermed komme væk fra det berlinske arbejderkvarter Wedding? Må instruktøren tilmed fremstille Friedrichs far, der er modstander af Hitlers regime og dermed også af sønnens projekt, som en negativ figur? Må han i sin filmæstetik skildre den nazistiske eliteskole på en sådan måde, at mange af nutidens unge formentlig vil tænke: ”Wauw; der kunne jeg godt tænke mig at gå”?
Alt dette gør Dennis Gansel i sin film NAPOLA – ELITE FÜR DEN FÜHRER (2004). Til en del tyske filmanmelderes fortrydelse. De ser filmen som en politisk naiv kostskolefilm med en Leni Riefenstahlsk æstetik. Andre, de fleste, er derimod begejstrede. Ifølge en række israelske filmfolk er Napola simpelthen den første tyske spillefilm, der anskueliggør, hvordan det 3. rige overhovedet var muligt på et emotionelt plan. Nøgleordet er ›forførelse‹.
Først et langt stykke inde i filmen, går det gradvist op for Friedrich – og dermed for nutidens unge tilskuere – at han er ved at blive en del af et menneskeforagtende system. Ligesom vennen Albrecht, den lokale Gauleiters spinkle og følsomme søn, vælger han at sige fra. Tilskueren tvinges til at stille sig selv de samme pinagtige men afgørende spørgsmål: Hvordan ville jeg selv have handlet? Ville jeg have sagt fra?
Den anden Verdenskrig ligger efterhånden så langt tilbage i tiden, at unge tyske instruktører ikke længere har den berøringsangst, der tidligere har kendetegnet tyske film om krigen. Mens Oliver Hirschbiegels uhørt realistiske Der Untergang (2004) skildrer det logiske endepunkt for det 3. rige, anskueliggør Napola det pædagogisk/psykologiske grundlag for det menneskeforagtende system. Som skolelederen, Karl der Große, siger i sin velkomsttale til den nye årgang af Napola-elever: „Männer machen Geschichte. Aber wir machen die Männer!“
Nazisternes Napola-system har indtil for ret nylig været helt underbelyst i den offentlige debat. Napola – Eine Einführung i Anhang er en kort introduktion til opdragelse i Det 3. Rige i almindelighed og Napola-skolerne i særdeleshed. I Anhang er der også anbragt to autentiske beretninger af elever fra nazistiske eliteskoler. Hertha von Berg var elev på én af de ganske få Napola-skoler, der var beregnet for piger. Skuespilleren Hardy Krüger var elev på Adolf-Hitler skolen i ordensborgen Sonthofen - altså ikke en decideret Napola-skole - men Dennis Gansel har tydeligvis hentet megen inspiration fra Krügers beretning.
Napola er gloseret så tæt, at den uden videre kan anvendes på B-niveau i stx, hhx, htx og hf. Det største udbytte fås dog nok i 2. og 3. g. Til udgivelsen er der udarbejdet en hjemmeside med opgaver til film og tekst og links til tekster og realkommentarer, der skal perspektivere forståelsen af filmens univers og den historiske kontekst.
Opgaverne omfatter tekstnære spørgsmål til filmens drejebog og forskellige typer skriftlige, tematiske og kreative opgaver.
Napola vil med fordel kunne inddrages i fællesfaglige sammenhænge, hvor fag som samfundsfag, historie, mediefag, billedkunst og psykologi vil være oplagte samarbejdspartnere.