|
Index | Aufgabenindex | Inhalt |
---|---|---|---|
Das Experiment er en film, der ikke lader én upåvirket, hverken elev eller lærer. Den er gruopvækkende, til tider frastødende, fordi kun virkeligheden overgår den, men også hele vejen igennem spændende og fascinerende. Den er præget af de nedrigste menneskelige egenskaber, men indeholder samtidig varm menneskelighed, solidaritet og kærlighed. Das Experiment er en film, som næsten kun kan skabe engagement! Oliver Hirschbiegels film handler om et psykologisk eksperiment, der løber af sporet. Og baggrunden er virkelig nok. Den ene af forfatterne til drejebogen, Mario Giordano, er også forfatter til romanen Das Experiment Black Box, der danner udgangspunkt for filmen. Denne roman er stærkt inspireret af det psykologiske eksperiment, der blev gennemført på Stanford University i 1971, og som Giordano fik kendskab til under sit psykologistudium. At bruge Das Experiment tværfagligt forekommer os oplagt. Filmen sætter således spørgsmålstegn ved etikken inden for videnskab og forskning. Den er også i sit forløb en kommentar til medieverdenens reality shows, hvor folk tildeles en rolle i et fællesskab. Det kan ikke undgås, at man drager sammenligninger mellem filmens univers og forskellige totalitære regimers virkelighed. Og man får i filmen virkelig et indblik i den menneskelige psyke i dens grænseområder. Nærværende udgivelse af Das Experiment består af drejebogen til filmen med en tæt glossering samt et Anhang med uddrag af tekster fra Giordanos roman. Das Experiment er i første omgang tænkt til B- og A-niveau i de gymnasiale uddannelser samt i voksenundervisningen. Da filmen til undervisningsbrug ikke kun udgives med tyske men også med danske undertekster, kan Das Experiment dog også læses fra slutningen af C-niveau. Til Das Experiment hører på www.tyskforlaget.dk en hjemmeside med tekstspørgsmål og tematiske opgaver, med supplerende materiale i form af artikler, interviews og anmeldelser samt perspektiverende links. På hjemmesiden ligger også forslag til tværfagligt samarbejde om Das Experiment. Holstebro, juni 2004 |
|||